Del 3: ROADTRIP!!!

Så sidder han på et hotel i en by der hedder Binh-et-eller-andet, efter at vi har begyndt rejsen mod Ho Chi Minh i sydvietnam. Vi er nu kun Emilio og jeg, da Ronald er taget tilbage til Singapore og Sammy… ja det er en historie for sig selv. Jeg fortæller den dog gerne, da jeg ikke er venner med ham på Facebook og han ikke kan dansk. Sammy skulle jo værre en af gutterne og jeg har snakket en del med ham i Singapore, så jeg regnede ham for en ven. Men da vi skulle købe vores maskiner så Emilio ham tage penge under bordet, hvilket vil sige at vi har betalt overpris for vores maskiner (lille lede møgunge!). Han kom dog selv og sagde det, sandsynligvis fordi at han så at Emilio greb ham på fersk gerning. Senere fandt vi ud af at hans maskine er fra 2006 og vores er fra 2001… tilfældighed? Jeg tvivler.
Men hans dankort blev taget i en automat og han måtte derfor låne penge af os andre (ikke noget vi var glade for, men vi synes ikke rigtig at vi kunne efterlade ham uden nogen penge). Han skylder mig 60 USD og de andre noget tilsvarende (vi ved jo hvor han studere, så deeet….). Da Emilio og jeg besluttede os for at tage til Halong Bay besluttede han sig for at kører sydpå uden os (sandsynligvis kunne han godt føle den kolde luft mellem os). Men da vi kom tilbage var han stadig på hotellet og han fortalte at han ikke kunne få hans kort tilbage, da det var hans fars og at hans far havde tvunget ham på et fly hjem, da han ikke vidste noget om hans udflugt med os… SÅ KAN HAN LÆRER DET!!! Men i hvert fald er første leksion af Vietnam lært: Det er det vilde (kapitalist) vesten og alle prøver at lave penge på hinanden … selv folk der ikke burde!

Men tilbage til hvor jeg slap blokken sidste gang, på vej mod Sapa. Vi stod op og startede maskinerne. Ron kører som en brækket arm og efter at jeg havde kørt op på siden af Emilio, for at fortælle ham, at jeg ville sætte min penge på at han er den første der vælter, gik der heller ikke mere end 1 minut, før Ron overså en dame der trak en vogn og derfor ikke havde helt så meget fart på som os. Ron valgte at bruge bremsen lidt for meget, samtidig med en undvigelses manøvrer. Heldigvis var den eneste skade, den skade Rons pengepung måtte lide for at give os kvajebajer. Men til vores overraskelse kom der en Canadisk mand løbene ud til os, da han havde set styrtet. Han inviterede os indenfor i hans nye svigerfamilies madhus (at kalde disse interimistiske spisesteder for restauranter, er altså at overdrive!), hvor vi fik os et gratis måltid. Kudos til Ron for at ”vælge” et taktisk godt sted at vælte! Disse små madsteder er alle steder i Vietnam og består af et stort rum med et køkkenbord, gasblus, plastic stole og nogle borde i den størrelse, man normalt kun finder i fætter BR til legehuse. Normalt foretrækker jeg et åbent køkken, så jeg kan se min mad blive tilberedt… men i Vietnam vil jeg nogle gange ønske at jeg ikke kunne se det. Sjove ting vi har oplevet på disse restauranter er f.eks. at få serveret en kylling med ben og hoved. Og hvis det er suppe der bliver serveret sidder man tit og tænker på hvad kødet engang har sagt: gok, muh, mæh, øf, vuf eller mijauv?! Toiletterne er i baggården og består som regel af et hul i jorden… også sætter man sig eller på hug og presser. Man skal have ekstremt gode lårmuskler hvis man skal nå igennem en sektion af jyllandsposten! Men hvem behøver en avis, når man kan studere grisene mindre end ½ meter fra en (No shit… eller… den lader jeg værre åben for fortolkning!).
Efter et par timer på lige vej, begyndte der at komme flere bakker og i løbet af et par km åbnede der sig et sandt kører-nirvana. En rimelig bred og nyasfalteret vej bugtede sig igennem landskabet i små skarpe sving. Brems ned før man kører ind i svinget, et gear ned også ellers gas op på vej ud for derefter at nyde et nyt fantastisk landskab, med rismarker, små hytter, vandbøfler græsene i vejkanten og helt ubeskrivelige smukke bjerge. Absolut helt fantastisk. Vi gjorde stop i La Chao for natten. Næste morgen gik turen de sidste 40 km op til bjergbyen Sapa, den nordligste del af Vietnam. Men før vi nåede så langt, støtte vi på et monument for sejren over amerikanerne. Monumentet bestod af en slags pyramide med to etager, forbundet af en rampe. Denne rampe mente Ron sagtens at han kværn kunne komme op af… og op, skal jeg love for at den kom. Ron gav fuld gas og passerede rampen med glamour. Problemet var at stoppe på de 3 meter før væggen der var til rådighed. Efter en brækket skærm, en bøjet forgaffel og flere øl til os andre, tøffede vi videre mod Sapa. Byen ligger i 1500 meters højde, og er betagende smuk, med en kæmpe sø i midten og bjerge i baggrunden. Vi tog ned på den lokale markedsplads for at se hvad de lokale lorte-pusher (kræmmere) prøvede at sælge Jeg købte nogle få ting som en lommelygte og nogle solbriller… ting der kunne blive nyttige under et sådan endurance race vi har begivet os ud på. Jeg tror faktisk at Emilio tænkte i samme baner som mig, om end hans og min ide af nyttige ting er en lille smule forskellige. Efter at han havde besøgt et par boder, for at prutte om prisen, var han den glade ejer af en bong, formet som en drage og størrelsesmæssigt passende som en galionsfigur på en mellemstor fregat! Jeg forslog ham at montere den foran på hans scooter, men vi blev enige om at det kunne få scooteren til at tippe forover ved kraftig brug af forbremsen (desuden havde vi ikke noget gaffatape!).

Vi havde desværre ikke tid til at trekke eller bestige Fansipan, som er det højeste bjerg i Vietnam (dog kun ca. 3100 meter, så ”a walk in the park” ved siden af Mount Kinabalu), da Ron skulle nå sit fly hjem fra Hanoi. Turen tilbage tog os igennem det samme smukke landskab, men vi var mere fokuseret på vores tidsplan. Vi skyndte os derfor til Hanoi og nåede det også i løbet af to dage, blot for at finde ud af at Ron havde taget fejl af hans fly og havde derfor en dag ekstra… typisk! Aftenen blev derfor brugt på se Hanois natteliv. Vi havde parkeret vores scooter på en parkeringsplads, hvor vi havde aftalt en pris på 1 dollar for denne service. Vi gik derefter på bar. Vietnam er stadig totalitært styrer med udgangsforbud efter 12 (jeg blev nægtet udgang fra et af mine hoteler på vejen mod Sapa!). For at sikrer sig at baren ikke skal bestikke for mange betjente, for at have åbent efter 12, lukker de frontfacaden, så baren ser lukket ud (den høje techno musik der kommer ud og menneskelatter kan jo skyldes rengøringspersonalet?). Da klokken var to, blev vi enig om at det var tid til at komme i seng. Ud på gaden for at finde ud af at vores maskiner, ikke længere var der hvor vi havde parkeret dem. Efter lidt søgen fandt vi en dør der stod på klem til et hotel og der stod vores maskiner. Glade for at have fundet dem, begyndte vi at kalde på vagten, så vi kunne betale ham. To personer dukkede op og vi gav dem pengene, for at finde ud af at denne service med at tage vores motorcykler og parkere dem et andet sted, end vi havde bedt om, kostede 4 gange så meget som den oprindelige aftalte pris. Vi prøvede først at forklarer dem pænt at vi ikke havde bedt dem om det og vi derfor under ingen omstændigheder vil betale. Efter et par minutters diskuteren kunne jeg se at vi var begyndt at tiltrække en del opmærksomhed og stemningen var begyndt at blive mere ond. Fyren forsøgte at skubbe os ud, men vi nægtede uden vores cykler. Jeg tænkte at den dollar jeg skulle betale simpelthen ikke var værd at komme i slåskamp for og måske ende hos politiet (selv om det ikke var fair!). Så jeg gav ham en dollar og fortalte ham om hvordan hans hotel kunne forvente at blive sablet ned på diverse rejseblog. Emilio og Ron var dog ikke besluttet på at give op og da de tog deres cykler med magt, kom det til et håndgemæng mellem Ron og en af vagterne. Da de var utrolige små tog det ikke mere end et par slag for Ron for at overbevise vagten om at det nok var en dårlig ide. Uheldigvis tog det ham ikke lang tid, før han kom løbene ud med en stav (ved simpelthen ikke hvorfor de ikke kan tage en mand til mand kamp her i asien). Han slog Ron en enkelt gang, før den anden vagt holdt vagten med staven tilbage. Jeg kunne nu se at nogle fra menneskemængden kom løbene mod os og jeg besluttede mig derfor for at holde Ron tilbage fra hans hævntogt, da 10 mod 3 nok var mere end vi kunne klarer (husk på at de jo bruger våben! :) . De smed 1½ dollar til sammen og tog deres cykler, men det fortæller lidt om hvad det er for et hustler land vi er kommet til.

Om morgenen tog Emilio og jeg afsked med Ron og Sammy, for at tage en bus til Halong Bay. Efter en 4 timers køretur i bus med benplads i dværgstørrelse, ankom vi til den båd vi skulle tilbringe natten på. Den sejlede os ud til Halong Bay som er 1500 øer (tror jeg… der var i hvert fald mange!). Fantastisk flot! Den stoppede ved en ø, hvor vi besøgte en kæmpe hule inde i klippen. Gigantisk stor… på størrelse med en stor domkirke. Gå hjem og vug, dagbjerg kalkgrubber (til jer læsere der har boet helle jeres liv i København: vi har også huler i Jylland… nogen er endda ubeboet!).
Vi faldt i snak med nogle andre backpacker og det lugtede lidt som en brag af en fest der skulle holdes den aften. Vi fandt desværre ud af at de havde 3 dags turen, der gjorde at de skulle bo på en ø den første aften. Da båden lagde til, strømmede alle backpackerne ud af båden og Emilio og jeg kiggede skiftevis på backpackerne der forlod båden og de kedelige vietnamesiske par, der blev tilbage på båden. Det tegnede til at blive en fantastisk kedelig aften, lige indtil jeg kiggede op på soldækket og fandt fire australske piger der også skulle bo på båden. 7 timer, 2 ølspil og et par flasker utrolig dårlig ris vodka senere, sad vi på soldækket og så på stjerner og (nogle af de andre) nød tilbehøret til Emilios galionsfigur. Helt fantastisk med vandet og klippeformationerne der kunne skimtes fra stjernernes lys.

Tilbage til Hanoi, hvor vi efter en overnatning sadlede op til det lange stykke af vores endurance race. Efter vores 740 km lange tur til Sapa og tilbage igen, hvor min maskine havde kørt som smurt (en justering af bagbremsen for bedre komfort og en møtrik der holdte en skærm hoppede af, var det eneste) besluttede jeg mig for at give hende et navn: Magrethe. Jeg synes at hun er lidt royal og hun kører smukt i sit livs efterår! Emilio havde også bestemt sig for et navn til hans maskine og det blev: Princess qudjuw. Navnet er taget efter en pige, Emilio snakkede med i Sapa og jeg har måske ikke stavet det korrekt, men Emilio kan heller ikke finde ud af at udtale det, så det kan værre lige meget. Det lykkedes kun for Emilio at snakke med pigen fra Sapa (da Ron troede at han skulle skynde sig hjem), men det er måske Emilios held. Hvis navnet repræsentere standen på personen eller genstanden den er knyttet til og hun var i samme stand som Emilios cykel, så havde Emilio sikkert pådraget sig et par kønssygdomme ved nærmere bekendtskab med hende! For er der noget Emilios Princess qudjuw er god til, så er det at besøge værksteder. På vej til Sapa fik hun lavet sit lys tre gange.
På vej ud fra Hanoi begyndte Emilios maskine da også at ryge mere end den havde gjort før og vi besluttede os for at besøge et værksted endnu en gang. Jeg havde diagnosticeret røgen til at værre olierøg dannet pga. en smadret cylinder og stempel. Jeopardy til Kristoffer og et styks smadret cylinder og stempel blev hevet ud af Emilios cykel. I løbet af en time var der sat et splinternyt stempel og cylinder i, til den vanvittige pris på 13 USD eller svarende til 70 danske kroner. Emilio, ecuadoriansk som han er, forsøgte dog at handle prisen ned, men uden held. Jeg stod ved siden af og glædet mig næsten til at min maskine skulle på værksted, bare for at få lov at betale en latterlig lav pris!

Jeg var i tvivl om jeg skulle skrive ovenstående sætning, da jeg lidt frygter at jeg har begået hybris og nu vil ramt af nemesis. Følg med i min næste blog og se hvordan Kristoffer og Margrethe kæmper sig vej igennem Vietnam. Se også om Hybris læser Kristoffers internetblogs og se om Nemesis kan finde vej til Vietnam! Godnat.

Del 2: Nord Vietnam

Hejsa. Så er han nået hele vejen til en lille by udenfor Hanoi, på vej mod Sapa. Jeg sidder på mit hotelværelse på en seng… eller det er mere bare stenhård betongulv der er eleveret over jorden (eller sådan føles det i hvert fald). Men vi må hellere lige spole tiden tilbage, til slutningen af min sidste blok.

Vi stod af bussen og kom med færgen til Koh Phangan. Færgens stand kan bedst beskrives, som en lidt for entusiastisk ejendomsmægler vil beskrive et faldfærdigt skur: Det er drømmen for gør-det-selv typen! Emilio og jeg blev dog enig om at vandet så ganske varmt ud, så vi bekymrede os ikke rigtig over bådens sødygtighed (og eventuelle hajer i vandet) og kastede os i stedet over et par kolde øl, mens vi nød det turkis blå hav og de frodige grønne øer som vi passerede. Færgen var ikke engang blevet fortøjet før et par glade gør-det-selv Thailændere var sprunget om bord og i gang med at male båden… det vil værre alt for dyrt at tage den ud af drift!
På havnen tog vi en taxi… lad mig omformulerer: En ladvogn med bænke på ladet, til Had Rhin, som er byen der ligger ved stranden hvor der er Full Moon Party. Vi havde fået fortalt at det er umuligt at finde noget, men første forsøg gav potte også var vi indlogeret og klar til at indtage stranden… og det skal jeg love for at vi gjorde. Buckets er navnet på de spande, som man kender dem fra en børnesandkasse, som bliver fyldt op med 1/3 sodavand, isterninger og spiritus. Efter et par af disse, var Emilio og jeg i godt humør og stranden var begyndt at blive fyldt med folk i badetøj, malet i alle regnbuens farver. Da festen kulminerede, var der nogen og ti-tusind mennesker på stranden der gik amok foran forskellige DJ’s, mens artister lavede imponerende shows med ild. Hvis man tisser i sengen når man leger med ild, så burde disse mennesker sove i et badekar! Til sidst på aftenen var vi mindst 40 udvekslingsstuderende fra SMU på stranden, så det var en ret fed måde at sige farvel på. Næste morgen vågnede jeg op til en forslået Emilio (der dog var i ganske godt humør). Han havde sammen med Chanel (en anden udvekslingsstuderende) spurgt om han kunne låne toilettet på et hotel. Fyren på hotellet havde sagt nej og truet med en stav. Emilio synes at det var ganske grov løjer når han bare spurgte pænt om et toilet, så han sagde ”what are you going to do with that, beat me?”. Og det havde fyren så gjort, dog uden det store held i begyndelsen, da Emilio efter første slag med staven sprang på ham og gav ham et par på hovedet. Det var første da to andre hotelansatte kom til (også bevæbnet med stave) at slaget vendte for den første hotelansatte… desværre for Emilio… og Chanel. De besluttede sig åbenbart for at hun også var en del af det og gav hende et par slag. Det er sygt at de kan finde på at slå på en pige. Men på trods af dette havde det været en kanon aften!

De næste tre dage blev tilbragt med at slappe af på stranden og se øen Koh Phangan. Ikke så meget spændende at fortælle om her, andet end at jeg fik neglet min pung, som den dag indeholdte begge mine kreditkort og 120 USD. Dobbelt op på nedtur! :S

Turen gik derefter tilbage til fastlandet hvor vi tog et nattog til Bangkok. I nattoget mødte vi nogle af vores respektive flatmates og rejsepartnere fra Singapore også var klikken samlet igen. Vi indlogerede os derfor på samme hotel og brugte dagen på at værre lidt kulturelle og fik set nogle meget flotte templer. Senere tog vi hen til en gade hvor du kan købe ALT hvad hjertet begærer af kopivarer. Gucci, Prada, CK i alle mulige modeller (selv nogen modeller jeg tvivler på at nogen af ovenstående mærker selv laver… men hvis der er et skilt broderet på lortet og sælgeren forsikrer dig om at den skam er ægte Gucci, så må det jo værre sandt!?). Herefter brugte Emilio og jeg noget tid på at få VISA til Vietnam, som vi skulle flyve til om morgenen dagen efter (så det var måske ikke for tidligt vi fik gjort det!). Vi afsluttede aftenen sammen med klikken af udvekslingstuderende, på en restaurant hvor vi fik noget at spise (og ikke mindste af drikke). Herefter var planen at vi skulle hen og opleve udsigten fra 68 etage på et hotel. Et kvarters køretur, så Felipe, Silvana og jeg springer ind i en 7-11 og køber nogle forsyninger, og så ellers ombord i en Tuc Tuc (efter en god forhandling om prisen, selvfølgelig!). En Tuc Tuc er en trehjulet motorcykel, med plads til 3 passagerer bagi (5 hvis man presser lidt, 9 hvis man er en Thailandsk familie!). Vores Tuc Tuc chauffør synes ikke kun, at den medbragte alkohol, skulle værre den eneste underholdning, så han vidste hvordan han kunne få den her forvokset trehjulet cykel til at gå på baghjul og hvordan man drifter igennem et lyskryds (fyldt med trafik). Ganske underholdende (TIL MOR: Hvis du læser dette skal du vide at jeg selvfølgelig overdriver når jeg skriver sådan en blog! Det var slet ikke så farligt som det lyder! Det er for læsernes skyld!).
Vi ankom til hotellet og det var VIRKELIG fint. Folk til at åbne døre, køre elevator etc. Da vi ankom til toppen lignede det et romersk palads med kæmpe hvide søjler og en udsigt ud over Bangkok der er svær at beskrive med ord, så derfor vil jeg ikke forsøge! (men gjorde det indirekte alligevel) Som læser vil du sikkert nu tænke: det må have været dyrt. Ja det var sindsygt dyrt. 65 kr. for en drink, det er jo lige så meget som Crazy Daisy i Viborg! Om det er fordi at man bliver vandt til lave priser i asien, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg valgte at nyde udsigten og derefter foretrække ned til 7-11 overfor hotellet, hvor jeg købte 3 øl for 12 kr. WUHUUU!!! Aftenen endte på et diskotek og det var nok derfor at vi, stadig med alkohol i blodet, klokken 7 om morgenen i lufthavnen, måtte konstatere at vi havde glemt Nicolas på hotellet. Nicolas havde heldigvis ikke glemt os, så han nåede flyet og vi landede i Hanoi et par timer senere.
Ved ankomsten gjorde den laaaange kø fra VISA kontoret os opmærksom på at nu var vi ankommet til et land, der stadig er styret af plan økonomi. Det gjorde det bestemt heller ikke bedre at vores tømmermænd begyndte at melde sin ankomst (et ganske nydeligt billede jeg fik taget i lufthavnen til mit visa, om end det er med lettere blodspringte øjne og et blik der er sat på uendeligt). Ud i en taxi og hen til et hotel, med ganske fornuftigt interiør og minibar til 5 USD pr. nat. CHEAP!! Vi røg da også direkte i seng og sov det meste af dagen, indtil næste dag hvor vi samlede The Biker Gang og gik til værks med at finde nogle køretøjer til det episke roadtrip vi havde planlagt fra nord- til syd Vietnam. En 1700 km lang tur over 14-21 dage. The Biker Gang bestod af Sammy, som er en vietnamesisk gut jeg havde to klasser med på SMU i Singapore. Emilio og hans kammerat Ron, som er en fyr der netop har startet hans egen restaurant i Singapore. Derfor er han også kun med på den nordlige del af turen, fra Hanoi til Sapa i nord og tilbage til Hanoi. Efter at have kigget rundt på markedet, forelskede jeg mig i en kinesisk bygget chopper (den samme som onkel Anders har). Men de andre var ikke med på 500 dollar klassen, så det blev i stedet en meget grim mørkegrøn scooter på 110 ccm til 250 dollar eller ca. 1250 Dkr. Det er jo billigt og det er den mest populær model i Vietnam, så det er jo også noget kultur i at købe sådan en gang kinesisk produceret skridt raket (det bliver nok kun til et heksehyl, hvis jeg skal værre ærlig… og her snakker jeg om cyklen!). I skrivende stund har den kørt sin første 100 km med bravur. Det eneste lille minus er en hård sadel og ikke så gode støddæmpere. Dette problem løste jeg dog ved en motorvejsresturant… eller det var egentlig bare et bliktag, med en familie under, der solgte drikkelse. Men jeg fik øje på en dejlig stykke skum, som jeg spurgte hvor man kunne købe. Manden gav mig skummet som en gave og til gengæld gav jeg ham en pose Kongen Af Danmark bolsjer som jeg havde haft liggende i min taske siden DK. Så nu bruger jeg denne pude til ekstra affjedring af min røv! Jeg vil have tappet den fast til min saddel, men i Hanoi opdagede jeg noget frygteligt: De har igen Gaffatape i nord Vietnam. Jeg forstår ikke hvordan deres samfund kan fungere!

Men jeg må hellere logge af for den her gang, da jeg skal værre frisk til at kører til Sapa i morgen, som er 150 km væk. Nat nat.

Del 1: Singapore, små udflugter og den Thailandske Nationalsport: Ping Pong

Så har Kristoffer startet sin rejse ud i asien. Jeg synes det kunne værre sjovt at have nogle minder skrevet ned om denne rejse, men tænkte at jeg da lige så godt kunne dele det med jer der var interesseret.

Jeg sidder lige nu i en bus fra Phuket på vej mod færgelejet til Koh Phangan hvor der skal festes til Full Moon Party. Men før jeg fortæller om en begivenhedsrig aften i Phuket vil jeg lige lave et kort resume af de foregående 4 måneder som udvekslingstuderende.

Min rejse startede med at jeg mellemlandede i den kommunistiske myretue kaldet Kina, nærmer bestemt Beijing. Der var 9 timer der skulle slås ihjel og efter have hørt historier om et ufatteligt bureaukrati, overvågning af alt modstand mod regeringen og folk der fik nej til indrejse uden nogen begrundelse var mit håb om at forlade lufthavnen ikke store… men det kunne jo ikke skade at spørge. Manden kiggede på mig, tog mit pas og vupti 24 timers indgang til Maos kommunistiske paradis. Efter ca. 3 km rejse i Beijings gigantiske terminal (verdens næststørste bygning) var jeg med metroen på vej mod den himmelske fredsplads. Jeg have hørt min gode kammerat Søren fortælle, om den såkaldte ”Rockstar” effekt hvide vesterlændinge har hernede. Jeg nåede da også kun lige op af metroen før de første 3 pigetøssebørn spurgte om de kunne få taget et billede af mig, ild røde i hovedet og forlegne (virkelig underligt!). Men endnu mere underlig var den metode som nogle af dem der var for forlegne, til at spørge om et billede, brugte: de gik forbi mig på hver deres side og når fotografen var på linje med personen og mig, blev der taget billeder i smug. Jeg lod som ingenting, men morede mig ret kongeligt over at betragte den adfærd. Tid til at se den forbudte by og den var kæmpestor og ganske seværdig, hvis man ellers kunne undgå alle de sælger der prøvede at sælge deres ”håndmalede” malerier og andet gøgl.

(Jeg begyndte at skrive dette her med det samme jeg satte mig ind i bussen og har undret mig lidt over hvorfor buschaufføren bliver ved med at dytte… nu har jeg taget mig sammen til at kigge op og det vil jeg egentlig ønske at jeg ikke havde gjort. Han dytter når han overhaler, så de modkørende bilister bliver opmærksom på at de har valget mellem at trække ud i rabatten eller bliver ramt af bussen!)

Tilbage til den forbudte by: ”We are a school that have won a competition to display our pictures in this place, but we are going back tomorrow and we therefor sell it all”. Jeg gjorde hende opmærksom på at maskinen der havde lavet malerierne, nok trængte til en justering, da den samme fejl gjorde sig gældende på alle malerierne. Men hun forsikrede mig om at de skam var ægte håndmalede malerier… LORTEPUSHER! Senere i mit semester på SMU havde vi en case hvor kineserne var blevet sure over at Starbucks var præsenteret i den forbudte by, fordi at Starbucks repræsenterede ”middel og underklassens USA”. Det er åbenbart mere kinesisk mentalitet at blive snydt… en leksion jeg skulle lærer mindre end en time senere!

En pige kom op og begyndte at snakke til mig og jeg sagde at jeg ikke vil købe noget. Men hun var ikke ude på at sælge, men bare snakke! Det kunne da jo ikke værre noget i vejen for, tænkte jeg. Jeg spurgte om hun vidste hvor der var noget internet. Det troede hun at hun gjorde og efter at have faret vild (hvilket faktiske overbeviste mig om at hun var uskyldig i den næste episode af ”kinesisk optrækkeri”), fandt vi en hyggelig lille cafe. Vi snakkede lidt, mens jeg forsøgte at få mit internet til at virke. Den kinesiske værtinde kom med te og jeg tænkte at det nok var inkluderet i prisen (DOOOOH!!!). Lidt længere inde i samtalen begynder det at gå op for mig at hende den flinke kineser prøver at fremhæver nogle gode sidder ved sig selv og hvorfor hun vil værre god at gifte sig med… her prøver Kristoffer at lade værre med at få teen galt i halsen, mens han tænker ”RUN TO THE AIRPORT”. Efter en lille undskyldning om at jeg "da vidst også lige havde et fly jeg skulle nå", bedte jeg om regningen: 800 fucking danske kroner (omregnet!). Efter have forklaret dem i en venlig tone, hvor sindssyg en pris det var og at jeg under ingen omstændigheder vil betale, fik jeg dem presset ned i 400 kr. Men så var den lektion, om altid at have aftalt en pris på forhånd, vidst også dyrt købt!

Jeg landede i Singapore og mødte Casper fra mit studie. Vi så lidt seværdigheder, men ikke rigtig noget der er værd at skrive om. Det tog mig næsten en måned før jeg fandt mig en lejlighed, pga. vi blev brændt af rigtige mange gange af ejerne… skide irriterende. Men til sidste fandt vi en 2 år gammel lejlighed på 35 etage (flotteste udsigt) og 50 meter swimmingpool. Det endelige flat-crew blev:

Pontus: En kæmpe stor svensker, men hang til øl og Whiskey i store mængder. Han havde altid en god grund til at feste og nogen gange kun med sig selv… det kom der et par meget sjove episoder ud af. Men virkelig en fin fyr. Han var min roomie og kunne snorke som en lastbil i tomgang.

Sebastian: En tysk ingeniør studerende, som altid havde styr på det praktiske. I løbet af de første dage fik han opstillet et online regneark hvor folk kunne plotte deres fælles udgifter til lejligheden ind. Han var også min roomie, da vi havde taget det største værelse. Det gjorde nu ikke så meget, for jeg kom rigtig godt ud af det med disse to gutter.

Florence: En fransk pige der er enormt glad for brug af sætningen ”so basically…” med en tyk fed fransk accent.

Nicolas: En fransk fyr med en ufattelig korttidshukommelse når det kommer til at huske at han skulle vaske hans tallerkner op efter han havde brugt dem. Han begyndte dog at blive bedre efter at jeg begyndte at stille hans brugte service ind i hans seng.

Phillip: En koreansk fyr der havde taget til Singapore for at blive bedre til engelsk… det kom der nogle ret sjove sproglige blomster ud af: ”I am a sucker for Cock” (det skulle have været Coke!).

Emma: En hollandsk pige vi adopterede fra et andet universitet. Hun var flygtet fra nogle kedelig roomies og det var vi egentlig meget glad for at hun var, for det var virkelig et godt pust til lejligheden. Jeg har stadig ikke helt fundet ud af om hun var på stoffer, men har aldrig mødt nogen der griner så meget som hende. Hvis et grin forlænger ens liv, så er hun udødelig!

Der er ikke så meget at sige om Singapore. Deres undervisningsform var ganske udmærket, på nær en lærer der uddelte slikkepinde når vi svarede rigtigt… og det var ikke kritiske indlæg eller længere sætninger hun ledte efter, men mere enkelte ord. Der var selvfølgelig en larmende fravær af kritiske tænkning i stort set alle mine grupper, men da jeg kun skulle bestå, var jeg ikke så frustreret over det.

Jeg rejste ikke så meget i selve semestret, da jeg vidste at jeg havde to måneder når jeg var færdig. Men et par enkelte turer blev det til. En forlænget weekend på en Malaysisk ø kaldet Redang. Fantastisk snorkling med mindst 250 fisk omkring sig hele tiden. Krid hvide sandstrande og turkisblå hav. Et sandt paradis.

I efterårsferien tog jeg sammen med en del andre udvekslingstuderende til Borneo for at bestige Mount Kinabalu (4095) meter. En fantastisk oplevelse (videoblog kan ses på facebook). Dagen efter var ikke så sjov. Tilbage i byen Kina Balu føltes hver enkelt trappetrin som et helt bjerg der skulle bestiges og når man mødte andre der gik som om at de havde pisset i bukser nikkede man indforstået til hinanden mens man mumlede ”damn mountain” eller lignende.

(Jeg kommer måske til at skrive et mere detaljeret afsnit om Singapore, men jeg tror at jeg vil til at afslutte, da jeg gerne vil have det sidste adrenalin kick ud af at følge buschaufførens ganske hassederede kørsel!)

I går var det så tid til at sige farvel til lejligheden og de tilbageværende flat-mates. Jeg pakkede min ting og tog sammen med 16 andre udvekslingstuderende et fly til phuket: Destination Full Moon Party. Emilio som er en fyr fra Equador som jeg skal rejse med det næste måned, havde en kammerat der boede i Phuket og vi havde fået logi hos ham. Han lånte en ekstra scooter af hans kammerat til Emilio og jeg også var der ellers en kort rundttur i Phuket. Her fik vi et godt måltid og nogle øl mens vi sad og diskuterede om de forbipasserende var luder eller ladyboys (ganske mange passede begge kriterier!). De var over det hele og efter en kort gåtur har jeg ikke tal på hvor mange kommentar som ”you fucky fucky” eller den mere klassiske ”sucky sucky five dollars” der blev slynget efter dig. Nogle var mere direkte og greb simpelthen fat i dine arme (og nogen af dem tog fat helt andre steder!!!).

(ADVARSEL: FOLK DER LET BLIVER STØDT BØR IKKE LÆSE VIDERE)

Men dette var ingenting mod det næste der skete! Emilios kammerat synes at vi skulle have noget kultur, så han tog os med ind til et Ping Pong show… det giver altså ar på sjælden (eller nærmere billeder der er krasset ind i din hornhinde). Jeg vidste selvfølgelig godt hvad et ping pong show var, men jeg vil mere sammenligne den her forestilling med en tryllekunstner der trækker en hvid kanin op af en hat, om end der var mindre forskelle. Deres tøj var lidt anderledes (nogle vil sige at det præget af en vis minimalisme) og de havde ingen kaniner de kunne ”trylle” frem. Til gengæld havde de (jeg nævner i flæng): en ål, en frø, en skilpade og for at lige sætte trumf på: en kanariefugl. Først sad jeg med et ret ansigtsløs udtryk til den her parade a bizzare forstillinger, men der gik ikke lang tid før jeg skreg af grin. Det var simpelthen så grænseoverskridende at grin var den eneste fornuftige reaktion. Selv Emilios garvede ven var ret overrasket over valget af rekvisitter til det her show. Grædende af grin forlod vi showet og gik ned på stranden for at nyde en øl (var ret svært!). Efter den besluttede vi os for, at der nok ikke var så meget der kunne overgå det vi lige havde overværet og tog hjem.

Vi er nu næsten ved færgelejet, så jeg ville stoppe for nu og nyde de sidste nærdødsoplevelser og chikanekørsel, sponsoreret af vores buschauffør. Jeg håber at jeg kan få tid til at blogge noget mere når jeg nu er på farten.

Håber i har det godt derhjemme, knus og kram fra Kristoffer.