Så har Kristoffer startet sin rejse ud i asien. Jeg synes det kunne værre sjovt at have nogle minder skrevet ned om denne rejse, men tænkte at jeg da lige så godt kunne dele det med jer der var interesseret.
Jeg sidder lige nu i en bus fra Phuket på vej mod færgelejet til Koh Phangan hvor der skal festes til Full Moon Party. Men før jeg fortæller om en begivenhedsrig aften i Phuket vil jeg lige lave et kort resume af de foregående 4 måneder som udvekslingstuderende.
Min rejse startede med at jeg mellemlandede i den kommunistiske myretue kaldet Kina, nærmer bestemt Beijing. Der var 9 timer der skulle slås ihjel og efter have hørt historier om et ufatteligt bureaukrati, overvågning af alt modstand mod regeringen og folk der fik nej til indrejse uden nogen begrundelse var mit håb om at forlade lufthavnen ikke store… men det kunne jo ikke skade at spørge. Manden kiggede på mig, tog mit pas og vupti 24 timers indgang til Maos kommunistiske paradis. Efter ca. 3 km rejse i Beijings gigantiske terminal (verdens næststørste bygning) var jeg med metroen på vej mod den himmelske fredsplads. Jeg have hørt min gode kammerat Søren fortælle, om den såkaldte ”Rockstar” effekt hvide vesterlændinge har hernede. Jeg nåede da også kun lige op af metroen før de første 3 pigetøssebørn spurgte om de kunne få taget et billede af mig, ild røde i hovedet og forlegne (virkelig underligt!). Men endnu mere underlig var den metode som nogle af dem der var for forlegne, til at spørge om et billede, brugte: de gik forbi mig på hver deres side og når fotografen var på linje med personen og mig, blev der taget billeder i smug. Jeg lod som ingenting, men morede mig ret kongeligt over at betragte den adfærd. Tid til at se den forbudte by og den var kæmpestor og ganske seværdig, hvis man ellers kunne undgå alle de sælger der prøvede at sælge deres ”håndmalede” malerier og andet gøgl.
(Jeg begyndte at skrive dette her med det samme jeg satte mig ind i bussen og har undret mig lidt over hvorfor buschaufføren bliver ved med at dytte… nu har jeg taget mig sammen til at kigge op og det vil jeg egentlig ønske at jeg ikke havde gjort. Han dytter når han overhaler, så de modkørende bilister bliver opmærksom på at de har valget mellem at trække ud i rabatten eller bliver ramt af bussen!)
Tilbage til den forbudte by: ”We are a school that have won a competition to display our pictures in this place, but we are going back tomorrow and we therefor sell it all”. Jeg gjorde hende opmærksom på at maskinen der havde lavet malerierne, nok trængte til en justering, da den samme fejl gjorde sig gældende på alle malerierne. Men hun forsikrede mig om at de skam var ægte håndmalede malerier… LORTEPUSHER! Senere i mit semester på SMU havde vi en case hvor kineserne var blevet sure over at Starbucks var præsenteret i den forbudte by, fordi at Starbucks repræsenterede ”middel og underklassens USA”. Det er åbenbart mere kinesisk mentalitet at blive snydt… en leksion jeg skulle lærer mindre end en time senere!
En pige kom op og begyndte at snakke til mig og jeg sagde at jeg ikke vil købe noget. Men hun var ikke ude på at sælge, men bare snakke! Det kunne da jo ikke værre noget i vejen for, tænkte jeg. Jeg spurgte om hun vidste hvor der var noget internet. Det troede hun at hun gjorde og efter at have faret vild (hvilket faktiske overbeviste mig om at hun var uskyldig i den næste episode af ”kinesisk optrækkeri”), fandt vi en hyggelig lille cafe. Vi snakkede lidt, mens jeg forsøgte at få mit internet til at virke. Den kinesiske værtinde kom med te og jeg tænkte at det nok var inkluderet i prisen (DOOOOH!!!). Lidt længere inde i samtalen begynder det at gå op for mig at hende den flinke kineser prøver at fremhæver nogle gode sidder ved sig selv og hvorfor hun vil værre god at gifte sig med… her prøver Kristoffer at lade værre med at få teen galt i halsen, mens han tænker ”RUN TO THE AIRPORT”. Efter en lille undskyldning om at jeg "da vidst også lige havde et fly jeg skulle nå", bedte jeg om regningen: 800 fucking danske kroner (omregnet!). Efter have forklaret dem i en venlig tone, hvor sindssyg en pris det var og at jeg under ingen omstændigheder vil betale, fik jeg dem presset ned i 400 kr. Men så var den lektion, om altid at have aftalt en pris på forhånd, vidst også dyrt købt!
Jeg landede i Singapore og mødte Casper fra mit studie. Vi så lidt seværdigheder, men ikke rigtig noget der er værd at skrive om. Det tog mig næsten en måned før jeg fandt mig en lejlighed, pga. vi blev brændt af rigtige mange gange af ejerne… skide irriterende. Men til sidste fandt vi en 2 år gammel lejlighed på 35 etage (flotteste udsigt) og 50 meter swimmingpool. Det endelige flat-crew blev:
Pontus: En kæmpe stor svensker, men hang til øl og Whiskey i store mængder. Han havde altid en god grund til at feste og nogen gange kun med sig selv… det kom der et par meget sjove episoder ud af. Men virkelig en fin fyr. Han var min roomie og kunne snorke som en lastbil i tomgang.
Sebastian: En tysk ingeniør studerende, som altid havde styr på det praktiske. I løbet af de første dage fik han opstillet et online regneark hvor folk kunne plotte deres fælles udgifter til lejligheden ind. Han var også min roomie, da vi havde taget det største værelse. Det gjorde nu ikke så meget, for jeg kom rigtig godt ud af det med disse to gutter.
Florence: En fransk pige der er enormt glad for brug af sætningen ”so basically…” med en tyk fed fransk accent.
Nicolas: En fransk fyr med en ufattelig korttidshukommelse når det kommer til at huske at han skulle vaske hans tallerkner op efter han havde brugt dem. Han begyndte dog at blive bedre efter at jeg begyndte at stille hans brugte service ind i hans seng.
Phillip: En koreansk fyr der havde taget til Singapore for at blive bedre til engelsk… det kom der nogle ret sjove sproglige blomster ud af: ”I am a sucker for Cock” (det skulle have været Coke!).
Emma: En hollandsk pige vi adopterede fra et andet universitet. Hun var flygtet fra nogle kedelig roomies og det var vi egentlig meget glad for at hun var, for det var virkelig et godt pust til lejligheden. Jeg har stadig ikke helt fundet ud af om hun var på stoffer, men har aldrig mødt nogen der griner så meget som hende. Hvis et grin forlænger ens liv, så er hun udødelig!
Der er ikke så meget at sige om Singapore. Deres undervisningsform var ganske udmærket, på nær en lærer der uddelte slikkepinde når vi svarede rigtigt… og det var ikke kritiske indlæg eller længere sætninger hun ledte efter, men mere enkelte ord. Der var selvfølgelig en larmende fravær af kritiske tænkning i stort set alle mine grupper, men da jeg kun skulle bestå, var jeg ikke så frustreret over det.
Jeg rejste ikke så meget i selve semestret, da jeg vidste at jeg havde to måneder når jeg var færdig. Men et par enkelte turer blev det til. En forlænget weekend på en Malaysisk ø kaldet Redang. Fantastisk snorkling med mindst 250 fisk omkring sig hele tiden. Krid hvide sandstrande og turkisblå hav. Et sandt paradis.
I efterårsferien tog jeg sammen med en del andre udvekslingstuderende til Borneo for at bestige Mount Kinabalu (4095) meter. En fantastisk oplevelse (videoblog kan ses på facebook). Dagen efter var ikke så sjov. Tilbage i byen Kina Balu føltes hver enkelt trappetrin som et helt bjerg der skulle bestiges og når man mødte andre der gik som om at de havde pisset i bukser nikkede man indforstået til hinanden mens man mumlede ”damn mountain” eller lignende.
(Jeg kommer måske til at skrive et mere detaljeret afsnit om Singapore, men jeg tror at jeg vil til at afslutte, da jeg gerne vil have det sidste adrenalin kick ud af at følge buschaufførens ganske hassederede kørsel!)
I går var det så tid til at sige farvel til lejligheden og de tilbageværende flat-mates. Jeg pakkede min ting og tog sammen med 16 andre udvekslingstuderende et fly til phuket: Destination Full Moon Party. Emilio som er en fyr fra Equador som jeg skal rejse med det næste måned, havde en kammerat der boede i Phuket og vi havde fået logi hos ham. Han lånte en ekstra scooter af hans kammerat til Emilio og jeg også var der ellers en kort rundttur i Phuket. Her fik vi et godt måltid og nogle øl mens vi sad og diskuterede om de forbipasserende var luder eller ladyboys (ganske mange passede begge kriterier!). De var over det hele og efter en kort gåtur har jeg ikke tal på hvor mange kommentar som ”you fucky fucky” eller den mere klassiske ”sucky sucky five dollars” der blev slynget efter dig. Nogle var mere direkte og greb simpelthen fat i dine arme (og nogen af dem tog fat helt andre steder!!!).
(ADVARSEL: FOLK DER LET BLIVER STØDT BØR IKKE LÆSE VIDERE)
Men dette var ingenting mod det næste der skete! Emilios kammerat synes at vi skulle have noget kultur, så han tog os med ind til et Ping Pong show… det giver altså ar på sjælden (eller nærmere billeder der er krasset ind i din hornhinde). Jeg vidste selvfølgelig godt hvad et ping pong show var, men jeg vil mere sammenligne den her forestilling med en tryllekunstner der trækker en hvid kanin op af en hat, om end der var mindre forskelle. Deres tøj var lidt anderledes (nogle vil sige at det præget af en vis minimalisme) og de havde ingen kaniner de kunne ”trylle” frem. Til gengæld havde de (jeg nævner i flæng): en ål, en frø, en skilpade og for at lige sætte trumf på: en kanariefugl. Først sad jeg med et ret ansigtsløs udtryk til den her parade a bizzare forstillinger, men der gik ikke lang tid før jeg skreg af grin. Det var simpelthen så grænseoverskridende at grin var den eneste fornuftige reaktion. Selv Emilios garvede ven var ret overrasket over valget af rekvisitter til det her show. Grædende af grin forlod vi showet og gik ned på stranden for at nyde en øl (var ret svært!). Efter den besluttede vi os for, at der nok ikke var så meget der kunne overgå det vi lige havde overværet og tog hjem.
Vi er nu næsten ved færgelejet, så jeg ville stoppe for nu og nyde de sidste nærdødsoplevelser og chikanekørsel, sponsoreret af vores buschauffør. Jeg håber at jeg kan få tid til at blogge noget mere når jeg nu er på farten.
Håber i har det godt derhjemme, knus og kram fra Kristoffer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar