Del 3: ROADTRIP!!!

Så sidder han på et hotel i en by der hedder Binh-et-eller-andet, efter at vi har begyndt rejsen mod Ho Chi Minh i sydvietnam. Vi er nu kun Emilio og jeg, da Ronald er taget tilbage til Singapore og Sammy… ja det er en historie for sig selv. Jeg fortæller den dog gerne, da jeg ikke er venner med ham på Facebook og han ikke kan dansk. Sammy skulle jo værre en af gutterne og jeg har snakket en del med ham i Singapore, så jeg regnede ham for en ven. Men da vi skulle købe vores maskiner så Emilio ham tage penge under bordet, hvilket vil sige at vi har betalt overpris for vores maskiner (lille lede møgunge!). Han kom dog selv og sagde det, sandsynligvis fordi at han så at Emilio greb ham på fersk gerning. Senere fandt vi ud af at hans maskine er fra 2006 og vores er fra 2001… tilfældighed? Jeg tvivler.
Men hans dankort blev taget i en automat og han måtte derfor låne penge af os andre (ikke noget vi var glade for, men vi synes ikke rigtig at vi kunne efterlade ham uden nogen penge). Han skylder mig 60 USD og de andre noget tilsvarende (vi ved jo hvor han studere, så deeet….). Da Emilio og jeg besluttede os for at tage til Halong Bay besluttede han sig for at kører sydpå uden os (sandsynligvis kunne han godt føle den kolde luft mellem os). Men da vi kom tilbage var han stadig på hotellet og han fortalte at han ikke kunne få hans kort tilbage, da det var hans fars og at hans far havde tvunget ham på et fly hjem, da han ikke vidste noget om hans udflugt med os… SÅ KAN HAN LÆRER DET!!! Men i hvert fald er første leksion af Vietnam lært: Det er det vilde (kapitalist) vesten og alle prøver at lave penge på hinanden … selv folk der ikke burde!

Men tilbage til hvor jeg slap blokken sidste gang, på vej mod Sapa. Vi stod op og startede maskinerne. Ron kører som en brækket arm og efter at jeg havde kørt op på siden af Emilio, for at fortælle ham, at jeg ville sætte min penge på at han er den første der vælter, gik der heller ikke mere end 1 minut, før Ron overså en dame der trak en vogn og derfor ikke havde helt så meget fart på som os. Ron valgte at bruge bremsen lidt for meget, samtidig med en undvigelses manøvrer. Heldigvis var den eneste skade, den skade Rons pengepung måtte lide for at give os kvajebajer. Men til vores overraskelse kom der en Canadisk mand løbene ud til os, da han havde set styrtet. Han inviterede os indenfor i hans nye svigerfamilies madhus (at kalde disse interimistiske spisesteder for restauranter, er altså at overdrive!), hvor vi fik os et gratis måltid. Kudos til Ron for at ”vælge” et taktisk godt sted at vælte! Disse små madsteder er alle steder i Vietnam og består af et stort rum med et køkkenbord, gasblus, plastic stole og nogle borde i den størrelse, man normalt kun finder i fætter BR til legehuse. Normalt foretrækker jeg et åbent køkken, så jeg kan se min mad blive tilberedt… men i Vietnam vil jeg nogle gange ønske at jeg ikke kunne se det. Sjove ting vi har oplevet på disse restauranter er f.eks. at få serveret en kylling med ben og hoved. Og hvis det er suppe der bliver serveret sidder man tit og tænker på hvad kødet engang har sagt: gok, muh, mæh, øf, vuf eller mijauv?! Toiletterne er i baggården og består som regel af et hul i jorden… også sætter man sig eller på hug og presser. Man skal have ekstremt gode lårmuskler hvis man skal nå igennem en sektion af jyllandsposten! Men hvem behøver en avis, når man kan studere grisene mindre end ½ meter fra en (No shit… eller… den lader jeg værre åben for fortolkning!).
Efter et par timer på lige vej, begyndte der at komme flere bakker og i løbet af et par km åbnede der sig et sandt kører-nirvana. En rimelig bred og nyasfalteret vej bugtede sig igennem landskabet i små skarpe sving. Brems ned før man kører ind i svinget, et gear ned også ellers gas op på vej ud for derefter at nyde et nyt fantastisk landskab, med rismarker, små hytter, vandbøfler græsene i vejkanten og helt ubeskrivelige smukke bjerge. Absolut helt fantastisk. Vi gjorde stop i La Chao for natten. Næste morgen gik turen de sidste 40 km op til bjergbyen Sapa, den nordligste del af Vietnam. Men før vi nåede så langt, støtte vi på et monument for sejren over amerikanerne. Monumentet bestod af en slags pyramide med to etager, forbundet af en rampe. Denne rampe mente Ron sagtens at han kværn kunne komme op af… og op, skal jeg love for at den kom. Ron gav fuld gas og passerede rampen med glamour. Problemet var at stoppe på de 3 meter før væggen der var til rådighed. Efter en brækket skærm, en bøjet forgaffel og flere øl til os andre, tøffede vi videre mod Sapa. Byen ligger i 1500 meters højde, og er betagende smuk, med en kæmpe sø i midten og bjerge i baggrunden. Vi tog ned på den lokale markedsplads for at se hvad de lokale lorte-pusher (kræmmere) prøvede at sælge Jeg købte nogle få ting som en lommelygte og nogle solbriller… ting der kunne blive nyttige under et sådan endurance race vi har begivet os ud på. Jeg tror faktisk at Emilio tænkte i samme baner som mig, om end hans og min ide af nyttige ting er en lille smule forskellige. Efter at han havde besøgt et par boder, for at prutte om prisen, var han den glade ejer af en bong, formet som en drage og størrelsesmæssigt passende som en galionsfigur på en mellemstor fregat! Jeg forslog ham at montere den foran på hans scooter, men vi blev enige om at det kunne få scooteren til at tippe forover ved kraftig brug af forbremsen (desuden havde vi ikke noget gaffatape!).

Vi havde desværre ikke tid til at trekke eller bestige Fansipan, som er det højeste bjerg i Vietnam (dog kun ca. 3100 meter, så ”a walk in the park” ved siden af Mount Kinabalu), da Ron skulle nå sit fly hjem fra Hanoi. Turen tilbage tog os igennem det samme smukke landskab, men vi var mere fokuseret på vores tidsplan. Vi skyndte os derfor til Hanoi og nåede det også i løbet af to dage, blot for at finde ud af at Ron havde taget fejl af hans fly og havde derfor en dag ekstra… typisk! Aftenen blev derfor brugt på se Hanois natteliv. Vi havde parkeret vores scooter på en parkeringsplads, hvor vi havde aftalt en pris på 1 dollar for denne service. Vi gik derefter på bar. Vietnam er stadig totalitært styrer med udgangsforbud efter 12 (jeg blev nægtet udgang fra et af mine hoteler på vejen mod Sapa!). For at sikrer sig at baren ikke skal bestikke for mange betjente, for at have åbent efter 12, lukker de frontfacaden, så baren ser lukket ud (den høje techno musik der kommer ud og menneskelatter kan jo skyldes rengøringspersonalet?). Da klokken var to, blev vi enig om at det var tid til at komme i seng. Ud på gaden for at finde ud af at vores maskiner, ikke længere var der hvor vi havde parkeret dem. Efter lidt søgen fandt vi en dør der stod på klem til et hotel og der stod vores maskiner. Glade for at have fundet dem, begyndte vi at kalde på vagten, så vi kunne betale ham. To personer dukkede op og vi gav dem pengene, for at finde ud af at denne service med at tage vores motorcykler og parkere dem et andet sted, end vi havde bedt om, kostede 4 gange så meget som den oprindelige aftalte pris. Vi prøvede først at forklarer dem pænt at vi ikke havde bedt dem om det og vi derfor under ingen omstændigheder vil betale. Efter et par minutters diskuteren kunne jeg se at vi var begyndt at tiltrække en del opmærksomhed og stemningen var begyndt at blive mere ond. Fyren forsøgte at skubbe os ud, men vi nægtede uden vores cykler. Jeg tænkte at den dollar jeg skulle betale simpelthen ikke var værd at komme i slåskamp for og måske ende hos politiet (selv om det ikke var fair!). Så jeg gav ham en dollar og fortalte ham om hvordan hans hotel kunne forvente at blive sablet ned på diverse rejseblog. Emilio og Ron var dog ikke besluttet på at give op og da de tog deres cykler med magt, kom det til et håndgemæng mellem Ron og en af vagterne. Da de var utrolige små tog det ikke mere end et par slag for Ron for at overbevise vagten om at det nok var en dårlig ide. Uheldigvis tog det ham ikke lang tid, før han kom løbene ud med en stav (ved simpelthen ikke hvorfor de ikke kan tage en mand til mand kamp her i asien). Han slog Ron en enkelt gang, før den anden vagt holdt vagten med staven tilbage. Jeg kunne nu se at nogle fra menneskemængden kom løbene mod os og jeg besluttede mig derfor for at holde Ron tilbage fra hans hævntogt, da 10 mod 3 nok var mere end vi kunne klarer (husk på at de jo bruger våben! :) . De smed 1½ dollar til sammen og tog deres cykler, men det fortæller lidt om hvad det er for et hustler land vi er kommet til.

Om morgenen tog Emilio og jeg afsked med Ron og Sammy, for at tage en bus til Halong Bay. Efter en 4 timers køretur i bus med benplads i dværgstørrelse, ankom vi til den båd vi skulle tilbringe natten på. Den sejlede os ud til Halong Bay som er 1500 øer (tror jeg… der var i hvert fald mange!). Fantastisk flot! Den stoppede ved en ø, hvor vi besøgte en kæmpe hule inde i klippen. Gigantisk stor… på størrelse med en stor domkirke. Gå hjem og vug, dagbjerg kalkgrubber (til jer læsere der har boet helle jeres liv i København: vi har også huler i Jylland… nogen er endda ubeboet!).
Vi faldt i snak med nogle andre backpacker og det lugtede lidt som en brag af en fest der skulle holdes den aften. Vi fandt desværre ud af at de havde 3 dags turen, der gjorde at de skulle bo på en ø den første aften. Da båden lagde til, strømmede alle backpackerne ud af båden og Emilio og jeg kiggede skiftevis på backpackerne der forlod båden og de kedelige vietnamesiske par, der blev tilbage på båden. Det tegnede til at blive en fantastisk kedelig aften, lige indtil jeg kiggede op på soldækket og fandt fire australske piger der også skulle bo på båden. 7 timer, 2 ølspil og et par flasker utrolig dårlig ris vodka senere, sad vi på soldækket og så på stjerner og (nogle af de andre) nød tilbehøret til Emilios galionsfigur. Helt fantastisk med vandet og klippeformationerne der kunne skimtes fra stjernernes lys.

Tilbage til Hanoi, hvor vi efter en overnatning sadlede op til det lange stykke af vores endurance race. Efter vores 740 km lange tur til Sapa og tilbage igen, hvor min maskine havde kørt som smurt (en justering af bagbremsen for bedre komfort og en møtrik der holdte en skærm hoppede af, var det eneste) besluttede jeg mig for at give hende et navn: Magrethe. Jeg synes at hun er lidt royal og hun kører smukt i sit livs efterår! Emilio havde også bestemt sig for et navn til hans maskine og det blev: Princess qudjuw. Navnet er taget efter en pige, Emilio snakkede med i Sapa og jeg har måske ikke stavet det korrekt, men Emilio kan heller ikke finde ud af at udtale det, så det kan værre lige meget. Det lykkedes kun for Emilio at snakke med pigen fra Sapa (da Ron troede at han skulle skynde sig hjem), men det er måske Emilios held. Hvis navnet repræsentere standen på personen eller genstanden den er knyttet til og hun var i samme stand som Emilios cykel, så havde Emilio sikkert pådraget sig et par kønssygdomme ved nærmere bekendtskab med hende! For er der noget Emilios Princess qudjuw er god til, så er det at besøge værksteder. På vej til Sapa fik hun lavet sit lys tre gange.
På vej ud fra Hanoi begyndte Emilios maskine da også at ryge mere end den havde gjort før og vi besluttede os for at besøge et værksted endnu en gang. Jeg havde diagnosticeret røgen til at værre olierøg dannet pga. en smadret cylinder og stempel. Jeopardy til Kristoffer og et styks smadret cylinder og stempel blev hevet ud af Emilios cykel. I løbet af en time var der sat et splinternyt stempel og cylinder i, til den vanvittige pris på 13 USD eller svarende til 70 danske kroner. Emilio, ecuadoriansk som han er, forsøgte dog at handle prisen ned, men uden held. Jeg stod ved siden af og glædet mig næsten til at min maskine skulle på værksted, bare for at få lov at betale en latterlig lav pris!

Jeg var i tvivl om jeg skulle skrive ovenstående sætning, da jeg lidt frygter at jeg har begået hybris og nu vil ramt af nemesis. Følg med i min næste blog og se hvordan Kristoffer og Margrethe kæmper sig vej igennem Vietnam. Se også om Hybris læser Kristoffers internetblogs og se om Nemesis kan finde vej til Vietnam! Godnat.