Del 2: Nord Vietnam

Hejsa. Så er han nået hele vejen til en lille by udenfor Hanoi, på vej mod Sapa. Jeg sidder på mit hotelværelse på en seng… eller det er mere bare stenhård betongulv der er eleveret over jorden (eller sådan føles det i hvert fald). Men vi må hellere lige spole tiden tilbage, til slutningen af min sidste blok.

Vi stod af bussen og kom med færgen til Koh Phangan. Færgens stand kan bedst beskrives, som en lidt for entusiastisk ejendomsmægler vil beskrive et faldfærdigt skur: Det er drømmen for gør-det-selv typen! Emilio og jeg blev dog enig om at vandet så ganske varmt ud, så vi bekymrede os ikke rigtig over bådens sødygtighed (og eventuelle hajer i vandet) og kastede os i stedet over et par kolde øl, mens vi nød det turkis blå hav og de frodige grønne øer som vi passerede. Færgen var ikke engang blevet fortøjet før et par glade gør-det-selv Thailændere var sprunget om bord og i gang med at male båden… det vil værre alt for dyrt at tage den ud af drift!
På havnen tog vi en taxi… lad mig omformulerer: En ladvogn med bænke på ladet, til Had Rhin, som er byen der ligger ved stranden hvor der er Full Moon Party. Vi havde fået fortalt at det er umuligt at finde noget, men første forsøg gav potte også var vi indlogeret og klar til at indtage stranden… og det skal jeg love for at vi gjorde. Buckets er navnet på de spande, som man kender dem fra en børnesandkasse, som bliver fyldt op med 1/3 sodavand, isterninger og spiritus. Efter et par af disse, var Emilio og jeg i godt humør og stranden var begyndt at blive fyldt med folk i badetøj, malet i alle regnbuens farver. Da festen kulminerede, var der nogen og ti-tusind mennesker på stranden der gik amok foran forskellige DJ’s, mens artister lavede imponerende shows med ild. Hvis man tisser i sengen når man leger med ild, så burde disse mennesker sove i et badekar! Til sidst på aftenen var vi mindst 40 udvekslingsstuderende fra SMU på stranden, så det var en ret fed måde at sige farvel på. Næste morgen vågnede jeg op til en forslået Emilio (der dog var i ganske godt humør). Han havde sammen med Chanel (en anden udvekslingsstuderende) spurgt om han kunne låne toilettet på et hotel. Fyren på hotellet havde sagt nej og truet med en stav. Emilio synes at det var ganske grov løjer når han bare spurgte pænt om et toilet, så han sagde ”what are you going to do with that, beat me?”. Og det havde fyren så gjort, dog uden det store held i begyndelsen, da Emilio efter første slag med staven sprang på ham og gav ham et par på hovedet. Det var første da to andre hotelansatte kom til (også bevæbnet med stave) at slaget vendte for den første hotelansatte… desværre for Emilio… og Chanel. De besluttede sig åbenbart for at hun også var en del af det og gav hende et par slag. Det er sygt at de kan finde på at slå på en pige. Men på trods af dette havde det været en kanon aften!

De næste tre dage blev tilbragt med at slappe af på stranden og se øen Koh Phangan. Ikke så meget spændende at fortælle om her, andet end at jeg fik neglet min pung, som den dag indeholdte begge mine kreditkort og 120 USD. Dobbelt op på nedtur! :S

Turen gik derefter tilbage til fastlandet hvor vi tog et nattog til Bangkok. I nattoget mødte vi nogle af vores respektive flatmates og rejsepartnere fra Singapore også var klikken samlet igen. Vi indlogerede os derfor på samme hotel og brugte dagen på at værre lidt kulturelle og fik set nogle meget flotte templer. Senere tog vi hen til en gade hvor du kan købe ALT hvad hjertet begærer af kopivarer. Gucci, Prada, CK i alle mulige modeller (selv nogen modeller jeg tvivler på at nogen af ovenstående mærker selv laver… men hvis der er et skilt broderet på lortet og sælgeren forsikrer dig om at den skam er ægte Gucci, så må det jo værre sandt!?). Herefter brugte Emilio og jeg noget tid på at få VISA til Vietnam, som vi skulle flyve til om morgenen dagen efter (så det var måske ikke for tidligt vi fik gjort det!). Vi afsluttede aftenen sammen med klikken af udvekslingstuderende, på en restaurant hvor vi fik noget at spise (og ikke mindste af drikke). Herefter var planen at vi skulle hen og opleve udsigten fra 68 etage på et hotel. Et kvarters køretur, så Felipe, Silvana og jeg springer ind i en 7-11 og køber nogle forsyninger, og så ellers ombord i en Tuc Tuc (efter en god forhandling om prisen, selvfølgelig!). En Tuc Tuc er en trehjulet motorcykel, med plads til 3 passagerer bagi (5 hvis man presser lidt, 9 hvis man er en Thailandsk familie!). Vores Tuc Tuc chauffør synes ikke kun, at den medbragte alkohol, skulle værre den eneste underholdning, så han vidste hvordan han kunne få den her forvokset trehjulet cykel til at gå på baghjul og hvordan man drifter igennem et lyskryds (fyldt med trafik). Ganske underholdende (TIL MOR: Hvis du læser dette skal du vide at jeg selvfølgelig overdriver når jeg skriver sådan en blog! Det var slet ikke så farligt som det lyder! Det er for læsernes skyld!).
Vi ankom til hotellet og det var VIRKELIG fint. Folk til at åbne døre, køre elevator etc. Da vi ankom til toppen lignede det et romersk palads med kæmpe hvide søjler og en udsigt ud over Bangkok der er svær at beskrive med ord, så derfor vil jeg ikke forsøge! (men gjorde det indirekte alligevel) Som læser vil du sikkert nu tænke: det må have været dyrt. Ja det var sindsygt dyrt. 65 kr. for en drink, det er jo lige så meget som Crazy Daisy i Viborg! Om det er fordi at man bliver vandt til lave priser i asien, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg valgte at nyde udsigten og derefter foretrække ned til 7-11 overfor hotellet, hvor jeg købte 3 øl for 12 kr. WUHUUU!!! Aftenen endte på et diskotek og det var nok derfor at vi, stadig med alkohol i blodet, klokken 7 om morgenen i lufthavnen, måtte konstatere at vi havde glemt Nicolas på hotellet. Nicolas havde heldigvis ikke glemt os, så han nåede flyet og vi landede i Hanoi et par timer senere.
Ved ankomsten gjorde den laaaange kø fra VISA kontoret os opmærksom på at nu var vi ankommet til et land, der stadig er styret af plan økonomi. Det gjorde det bestemt heller ikke bedre at vores tømmermænd begyndte at melde sin ankomst (et ganske nydeligt billede jeg fik taget i lufthavnen til mit visa, om end det er med lettere blodspringte øjne og et blik der er sat på uendeligt). Ud i en taxi og hen til et hotel, med ganske fornuftigt interiør og minibar til 5 USD pr. nat. CHEAP!! Vi røg da også direkte i seng og sov det meste af dagen, indtil næste dag hvor vi samlede The Biker Gang og gik til værks med at finde nogle køretøjer til det episke roadtrip vi havde planlagt fra nord- til syd Vietnam. En 1700 km lang tur over 14-21 dage. The Biker Gang bestod af Sammy, som er en vietnamesisk gut jeg havde to klasser med på SMU i Singapore. Emilio og hans kammerat Ron, som er en fyr der netop har startet hans egen restaurant i Singapore. Derfor er han også kun med på den nordlige del af turen, fra Hanoi til Sapa i nord og tilbage til Hanoi. Efter at have kigget rundt på markedet, forelskede jeg mig i en kinesisk bygget chopper (den samme som onkel Anders har). Men de andre var ikke med på 500 dollar klassen, så det blev i stedet en meget grim mørkegrøn scooter på 110 ccm til 250 dollar eller ca. 1250 Dkr. Det er jo billigt og det er den mest populær model i Vietnam, så det er jo også noget kultur i at købe sådan en gang kinesisk produceret skridt raket (det bliver nok kun til et heksehyl, hvis jeg skal værre ærlig… og her snakker jeg om cyklen!). I skrivende stund har den kørt sin første 100 km med bravur. Det eneste lille minus er en hård sadel og ikke så gode støddæmpere. Dette problem løste jeg dog ved en motorvejsresturant… eller det var egentlig bare et bliktag, med en familie under, der solgte drikkelse. Men jeg fik øje på en dejlig stykke skum, som jeg spurgte hvor man kunne købe. Manden gav mig skummet som en gave og til gengæld gav jeg ham en pose Kongen Af Danmark bolsjer som jeg havde haft liggende i min taske siden DK. Så nu bruger jeg denne pude til ekstra affjedring af min røv! Jeg vil have tappet den fast til min saddel, men i Hanoi opdagede jeg noget frygteligt: De har igen Gaffatape i nord Vietnam. Jeg forstår ikke hvordan deres samfund kan fungere!

Men jeg må hellere logge af for den her gang, da jeg skal værre frisk til at kører til Sapa i morgen, som er 150 km væk. Nat nat.